Der er et netværk af institutioner, som de fleste arbejdende mennesker aldrig har tænkt på. De sidder stille ved skæringspunktet mellem socialpolitik og arbejdsmarkeder og bærer enormt ansvar, men får relativt lidt offentlig opmærksomhed. De er offentlige arbejdsformidlinger — og de former beskæftigelsesmulighederne for millioner af mennesker på tværs af Europa og derudover.
NAV i Norge. Bundesagentur für Arbeit i Tyskland. Arbetsförmedlingen i Sverige. UWV i Nederlandene. Jobcentre Plus i Storbritannien. På tværs af Europa samarbejder de fleste af disse institutioner gennem European Network of Public Employment Services (PES Network), etableret ved en beslutning fra Europa-Parlamentet og Rådet. Medlemmerne er de offentlige arbejdsformidlinger i alle EU-lande, Norge, Island og Liechtenstein, sammen med Europa-Kommissionen, og netværket sammenligner PES-præstationer gennem benchmarking, fremmer gensidig læring og informerer den europæiske beskæftigelsesstrategi.
De er ikke relikvier. På deres bedste er de bindevævet mellem mennesker og muligheder.
Hvad de faktisk forsøger at gøre
Dagsordenen er bredere end de fleste indser. I PES Networks 2025-kapacitetsrapport centrerer tjenesternes egne strategiske mål sig omkring reduktion af langtidsledighed og støtte til sårbare grupper og unge mennesker, mens de også tilpasser sig den grønne omstilling og digitalisering, herunder brugen af AI.
NAV tilbyder for eksempel Individual Placement and Support (IPS — individuell jobbstøtte) til mennesker med psykiske helbredsproblemer eller misbrug, som modtager behandling, med en jobspecialist, der arbejder som del af deres behandlingsteam. Ideen er ligetil, men gennemførelsen er svær: i stedet for langvarig forberedelse til et hypotetisk fremtidigt job starter jobsøgningen hurtigt, fokus er på almindeligt betalt arbejde, og støtte bygges omkring personen. Norges nationale retningslinjer for IPS angiver, at international forskning viser, at det er den metode, der fungerer bedst for at hjælpe mennesker med alvorlig psykisk sygdom ud i almindeligt arbejde, og at det sandsynligvis mere end fordobler deres chance for at få et fast job.
Ambitionen på tværs af disse institutioner er i hvert fald på papiret, at ingen, der er i stand til at arbejde, skal udelukkes fra mulighed for arbejde.
Kløften mellem erklæret mål og levet erfaring
Enhver, der har brugt tid på at arbejde med disse institutioner — eller som har navigeret dem personligt — ved, at afstanden mellem ambitionen og virkeligheden ofte er stor.
Ventetider strækker sig. Rådgivning er generisk, hvor den burde være specifik. Sproget omkring invaliditet og arbejdskapacitet kan føles stigmatiserende i stedet for styrende. Der er ofte en efterlevelseskultur, der optimerer for proces-overholdelse snarere end faktiske beskæftigelsesresultater. Og arbejdsgivere, der modtager henvisninger fra offentlige arbejdsformidlinger, behandler dem hyppigt som administrative pligter snarere end ægte talentintroduktioner.
Intet af dette er uundgåeligt. Det er produktet af finansieringsbeslutninger, institutionel design, politiske prioriteter og målerammeværker, der belønner de forkerte ting. At kende årsagen minimerer ikke frustrationen, men det tyder på, at problemet kan løses.
Hvorfor dette bliver mere presserende
Tre ting sker samtidig, som gør offentlige arbejdsformidlingers præstationer mere konsekvente end nogensinde før.
Beskæftigelsesgabet mellem mennesker med og uden handicap på tværs af EU var 24,0 procentpoint i 2024 ifølge Eurostat. Mennesker med handicap arbejder med langt lavere satser end mennesker uden handicap, og gabet har vist sig at være modstandsdygtigt. Offentlige arbejdsformidlinger er den primære offentlige mekanisme til at lukke det.
Samtidig kommer algoritmiske værktøjer ind i arbejdsformidlingstjenester: i 2025 rapporterede 19 af de 32 offentlige arbejdsformidlinger i PES Network brugen af AI til at forbedre deres tjenester, med jobsøgende profilering blandt de områder, der bliver digitaliseret. Automatiseret profilering, AI-assisteret matching og digitale aktiverings-veje kan gentage eksisterende bias i stor skala. De institutioner, der anvender disse værktøjer uden omhyggelig styring, vil ikke lukke gabet — de vil cementere det hurtigere.
Og de arbejdere, der er mest eksponeret for fortrængning fra industriel og energiomstilling, er i stort omfang de samme mennesker, som offentlige arbejdsformidlinger skal støtte: ældre arbejdere, lavere kvalificerede arbejdere, arbejdere i regioner afhængige af dalende sektorer. Presset letter ikke.
Hvad god praksis ser ud til
Der er virkelig stærke eksempler i PES-verden. De institutioner, der klarer sig godt, har en tendens til at dele nogle få karakteristika: arbejdsgiverengagementsteams, der opbygger løbende relationer snarere end at foretage engangs-henvisninger, integration af sundheds- og arbejdsstøtte i et enkelt kontaktpunkt snarere end separate siloede tjenester, ansvarsrammeværker, der måler varig beskæftigelse snarere end blot gavn-afslutning, og meningsfuld inddragelse af servicebrugere i, hvordan programmer designes.
Ingen af disse er radikale idéer. De er operationelle realiteter på steder, hvor nogen traf vedvarende beslutninger om at gøre tingene anderledes.
Det bredere perspektiv
Offentlige arbejdsformidlinger er ikke glamourøse. De tiltrekker ikke den slags opmærksomhed, som en teknologistartup eller et højprofileret arbejdsgiverinitiativ kunne. Men for de mennesker, de er til for at tjene, er de blandt økonomiens mest konsekvente institutioner.
Handicapbeskæftigelsesgabet vil ikke lukke uden, at de fungerer godt. De arbejdere, der fortrænges af den grønne og digitale omstilling, vil ikke finde nyt fodfæste uden arbejdsmarkedsformidlere, der tager deres situation alvorligt. Ambitionen om et mere inkluderende arbejdsmarked kræver, at disse institutioner tages alvorligt — af arbejdsgivere, af politikere og af offentligheden.
At få dem til at virke korrekt er ikke en perifer bekymring. Det er centralt for, om inklusion i arbejde er virkelighed eller blot aspirationelt.