Nederlandene: 3,7% arbejdsløshed skjuler hundredtusindvis af mennesker på førtidspension

Problemets omfang

Holland udgør et paradoks. Arbejdsløsheden er lav, men en betydelig andel af den erhvervsaktive befolkning står strukturelt uden for arbejdsmarkedet og forsørges primært af sygdoms-, invaliditets- og socialydelser.

Den officielle arbejdsløshedsprocent på 3,7% (CBS, 2024) fortæller kun en brøkdel af historien. Det fulde billede kræver, at man lægger følgende til:

WIA (lov om arbejde og indkomst efter arbejdsevne): 454.644 langtidsydelser ved invaliditet ved udgangen af 2024 (UWV)
WAO (den tidligere invaliditetsordning, lukket for nye ansøgere i 2006): 152.441 resterende ydelser ved udgangen af 2024 (UWV)
Wajong (invaliditetsydelse for unge): 246.850 ydelser ved udgangen af 2024 (UWV)
WW (arbejdsløshedsunderstøttelse): 174.837 ydelser ved udgangen af 2024 (UWV)
Ziektewet (sygedagpenge): gennemsnitligt 105.304 løbende ydelser i løbet af 2024 (UWV)
Bijstand (social bistand): 406.000 personer under folkepensionsalderen ved udgangen af december 2024 (CBS)

UWV's invaliditetsordninger alene (WIA, WAO, WAZ og Wajong) udgjorde 859.023 ydelser ved udgangen af 2024. Disse registre tæller ydelser frem for personer og er ikke designet til at blive lagt sammen — nogle personer kombinerer ydelser eller bevæger sig mellem dem inden for et år — så der angives ikke noget samlet kombineret tal her. Den uafhængige OCTAS-kommission om invaliditetssystemets fremtid formulerede det på en anden måde i 2023: personer klassificeret som arbejdsudygtige udgør nu omkring 7% af arbejdsstyrken, ned fra 12% før reformerne trådte i kraft.

WIA-arkitekturen og dens begrænsninger

Loven om arbejde og indkomst efter arbejdsevne (WIA) erstattede WAO for nye ansøgere i 2006. Den fulgte efter en periode med meget høj tilgang til WAO-invaliditetsydelser, der omkring århundredeskiftet efterlod Holland med næsten en million personer klassificeret som arbejdsudygtige.

Reformerne hviler på to centrale søjler:

1. Arbejdsgiverbetalt sygeløn: arbejdsgivere skal fortsætte med at betale løn til syge medarbejdere — først i ét år, senere udvidet til to år (104 uger) — hvilket skaber stærke økonomiske incitamenter til tilpasning og tilbagevenden til arbejde. Arbejdsgivernes præmier blev også risikobaserede.

2. Opdelingen mellem IVA og WGA: en skelnen mellem fuld og permanent arbejdsudygtighed (IVA) og delvis eller ikke-permanent arbejdsudygtighed (WGA). Af de 69.046 nye WIA-ydelser tildelt i 2024 var 55.792 WGA og 13.254 IVA (UWV).

Disse reformer virkede på deres egne præmisser: den årlige tilgang til WAO/WIA faldt fra 1,5% af arbejdsstyrken ved udgangen af forrige århundrede til 0,5% i 2022 (OCTAS, 2023). Men WIA skabte sine egne problemer.

WGA-ydelsen — designet til personer, der forventes (delvist) at vende tilbage til arbejde — har en dårlig beskæftigelsesrekord. Ifølge OCTAS klassificeres 71% af alle WGA-modtagere som fuldt arbejdsudygtige, og selvom WGA er beregnet til personer med midlertidige begrænsninger, forbliver en stor del af dem langvarigt i kategorien "WGA 80–100"; kun 8,2% af fuldt arbejdsudygtige WGA-modtagere arbejder. Blandt delvist arbejdsudygtige WGA-modtagere arbejder 58% af tidligere ansatte, men kun 34% af dem, der blev syge uden en arbejdsgiver ("sikkerhedsnet"-gruppen). Kommissionen fandt også, at omkring 92% af ydelsesmodtagerne føler sig usikre på, hvordan deres indtjening modregnes i deres ydelse, og at mange ser det at arbejde som en risiko. Systemet er administrativt komplekst, og vurderingsprocesserne er lange.

I maj 2023 konkluderede det hollandske Rigsrevision (Algemene Rekenkamer) i Uitvoering van wet arbeidsongeschiktheid loopt helemaal vast, at WIA var blevet ufunktionel, fordi UWV manglede tilstrækkeligt med forsikringslæger: ved udgangen af 2022 ventede 17.259 personer i gennemsnit 18 uger på en vurdering.

Social bistand (Bijstand)

Ved udgangen af december 2024 modtog 406.000 personer under folkepensionsalderen almindelig social bistand — omkring 1% mere end et år tidligere (CBS).

Hvad virker: Beviser fra hollandske eksperimenter

Rotterdams WerkLoont-eksperiment (2012–2013): Et obligatorisk arbejde-først-program for nye ansøgere om social bistand, testet med tilfældig fordeling mellem maj 2012 og marts 2013. Deltagerne fik op til 15 ugers arbejdserfaring (én dag om ugen), træning i jobansøgning og jobsøgningsstøtte. Evalueringen foretaget af SEOR og Regioplan for Socialministeriet (2014) fandt, at WerkLoonts nettoeffekter var de mest overbevisende blandt de kommunale eksperimenter, der blev undersøgt: 12 procentpoint flere i forsøgsgruppen kom aldrig på ydelse, og blandt dem, der gjorde, forlod 44,7% ydelsen inden for 12 måneder mod 37,6% i kontrolgruppen — en nettoeffekt på omkring 7 procentpoint. Forskerne fandt dog ingen positiv effekt på holdbarheden eller kvaliteten af det første job. Resultaterne tyder på, at obligatorisk aktivering på ansøgningstidspunktet kan reducere tilgangen til Bijstand målbart og fremskynde afgangen.

Individual Placement and Support (IPS): UWV indkøber IPS-understøttede beskæftigelsesforløb til ydelsesmodtagere med alvorlig psykisk sygdom og til personer med almindelige psykiske lidelser. Siden marts 2023 åbner en tilskudsordning drevet af UWV også IPS for kommunernes klienter; 918 IPS-forløb blev påbegyndt under ordningen i 2024.

Jobaftalen (Banenafspraak): Arbejdsgivere skal skabe 125.000 ekstra job for personer med arbejdsudygtighed inden 2026 sammenlignet med et basisår i 2012 — 100.000 i den private sektor og 25.000 i det offentlige. Fremskridtene har været langsomme: mod et mellemmål på 115.000 ved udgangen af 2024 havde private arbejdsgivere nået lige over 77.000 ekstra job, og offentlige arbejdsgivere lige under 12.500.

Den finanspolitiske dimension

InkludX anslår, at de offentlige udgifter til invaliditets- og sygdomsydelser i Holland — WIA, de ældre ordninger WAO og WAZ, Wajong og Ziektewet — beløb sig til omkring 20,6 milliarder € i 2024, eller omkring 1,8% af BNP. Dette er InkludX's eget skøn over offentlige kontantydelser, ikke et officielt regeringstal. Det udelukker WW og Bijstand, arbejdsgiverbetalt sygeløn, tabt skatteindtægt og udgifter til beskæftigelsesprogrammer, så de samlede finanspolitiske omkostninger ved udelukkelse fra arbejdsmarkedet er højere.

Politisk udblik

Vurderingsefterslæb er aftagende, men vedvarende: UWV's efterslæb af WIA-sagsvurderinger lå på 14.030 ved udgangen af 2024, ned fra 17.259 i 2022, mens antallet af personer, der ventede mere end seks måneder på en vurdering, faldt fra 9.259 til 1.068 (UWV's årsrapport 2024).
Jobaftalen bliver strammet: under Wet banenafspraak udvides målgruppen, og lønomkostningsfordelen (LKV) forenkles fra 1. januar 2026, hvilket giver arbejdsgivere mulighed for at modtage op til 2.000 € om året for hver medarbejder fra målgruppen. Fjernelsen af opdelingen mellem private og offentlige mål — muligt tidligst fra 1. juli 2026 — baner vejen for en kvote for individuelle arbejdsgivere med et bonus- og afgiftssystem, som regeringen kan aktivere, hvis resultaterne fortsat halter bagefter.

OCTAS fandt, at flaskehalsene ophobes hos de mest udsatte: syge arbejdsløse, syge fleksjobansatte og personer, der er blevet invalide fra ung alder.

Kilder: CBS, "De Nederlandse economie in 2024 — De arbeidsmarkt" (2025); UWV, Jaarverslag 2024 (2025); CBS, "Aantal mensen met bijstand met 1 procent toegenomen in 2024" (2025); OCTAS, "Beoordeling van het arbeidsongeschiktheidsstelsel" (foreløbig rapport, 2023); Algemene Rekenkamer, "Uitvoering van wet arbeidsongeschiktheid loopt helemaal vast" (2023); SEOR/Regioplan, "Uitkomsten en ervaringen experimenten netto-effectiviteit re-integratie" (2014); Rendement, "Doelstelling banenafspraak in 2024 wederom niet behaald" (2025); InkludX, Fiscal cost of disability — Netherlands country profile.