Ny rapport for NHO Geneo: Norges velferdsproblem er mangel på mennesker, ikke penge
Norge bruker mer på velferd end næsten alle andre lande, men en ny rapport bestilt af NHO Geneo argumenterer for, at den egentlige begrænsning ikke længere er penge. Det er mennesker.
Rapporten, Et bærekraftig velferdssamfunn: Veivalg og muligheter ("Et bæredygtigt velfærdssamfund: Veje og muligheder"), er skrevet af Kåre Hagen, leder af Centre for Welfare and Labour Research (SVA) på OsloMet, og blev præsenteret på NHO Geneos årlige konference. NHO Geneo er arbejdsgiverforeningen for private sundheds- og velfærdsudbydere; Hagen skriver i forordet, at han alene står bag analysen.
Tre årtier uden fremskridt på udstødelse
Hagens dom over arbejdsinkludering er hård. Målt på, hvor mange der kommer i stabilt arbejde, frem for hvor mange der passerer gennem programmer, er resultaterne svage: udstødelsesniveauet er ikke faldet i tre årtier — "snarere tvert om" (hvis noget, snarere det modsatte).
- Ved begyndelsen af 2000-tallet havde Norge en af Europas højeste beskæftigelsesfrekvenser. Nu ligger landet på en 7. plads.
- Siden 2001, da den første aftale om et inkluderende arbejdsliv trådte i kraft, er beskæftigelsesfrekvensen for personer i alderen 20-66 år med ikke-norsk baggrund kun steget fra 63 til 67%. For resten af befolkningen har den stort set været flad: 79,8% i 2001, 79,3% i 2024.
- Der er 105.000 unge under 30 uden for arbejde og uddannelse i dag.
- Halvdelen af Norges uførepensionister siger, at de havde det svært i skolen. "Unges udstødelse er meget dyrt," skriver Hagen.
Hvad en lille forbedring ville være værd
Hagen forsøger ikke en fuld vurdering af udstødelsens samfundsmæssige omkostninger. I stedet viser han, hvor meget selv en marginal forbedring er værd, med henvisning til en nylig beregning (Andersen, 2026): en 10% reduktion i sygefravær og i antallet af personer på arbeidsavklaringspenger (AAP) og uføretrygd ville spare 25 milliarder NOK. Hvis disse personer arbejdede halv tid i gennemsnit i stedet for at modtage ydelser, ville det tilføje en værdi svarende til 35.000 fuldtidsstillinger.
Som modvægt giver han et groft skøn på, at den offentlige sektor bruger 50-60 milliarder NOK om året på inkluderingstjenester: omkring 24 milliarder via Directorate of Integration and Diversity og 12 milliarder på NAVs arbejdsmarkedsprogrammer, plus erhvervsrettet rehabilitering, dele af misbrugsbehandlingen, efterværn efter fængsel og kommunale tiltag.
Vend perspektivet
Hovedanbefalingen er at vende inkluderingspolitikken om. Dagens system, argumenterer Hagen, hviler på tre antagelser: at personen uden for arbejde er problemet, der skal løses, at kun ordinære job tæller, og at kombinationen af løn og ydelser er en risiko, der skal kontrolleres. Vendt om bliver det til et program:
- Placér først, træn derefter. Mennesker har brug for at være inde i arbejdet, før de opbygger motivationen og færdighederne til det — logikken bag supported employment.
- Design job, der passer. Skab reelle, produktive roller for mennesker, der ikke kan udføre ordinært arbejde, drevet af arbejdsgivernes egen interesse. Kommuner med mangel på plejepersonale bør flytte opgaver fra specialiseret personale over i job, der passer til mennesker, som har svært ved at få arbejde.
- Gør arbejde plus ydelser kan betale sig. Hagen foreslår et eksperiment for personer på AAP og uføretrygd, lige så stort som det nuværende forsøg med skattelettelse for unge, for eksempel ved at lade en person give en del af sin ydelse som en lønsubsidie mod, at arbejdsgiveren betaler en fastsat løn.
Sygefravær som kvalitet i tjenesterne
Hagen behandler også sygefravær i sundheds- og plejesektoren som et kvalitets- og kapacitetsspørgsmål. Hvis hver kommune havde et sygefravær så lavt som de bedste 20%, ville sundheds- og plejetjenesterne vinde 10.800 fuldtidsækvivalenter — uden højere offentlige udgifter. For de 105.000 unge uden for arbejde og skole fremlægger han ideen om et civilt alternativ til militærtjeneste, hvor de trænes i krise- og beredskabsarbejde.
Rapporten slutter med 10 anbefalinger, fra stærkere pres for innovation og bedre måling af, hvad der virker, til forudsigelige vilkår for private udbydere og et skifte "fra velfærdsstat til velfærdssamfund".
Hvorfor det betyder noget for arbejdsgivere: Hagens argument placerer arbejdsgiverne i centrum. Hvis Norges arbejdskraftmangel skal løses blandt dem, der i dag er uden for arbejdsmarkedet, skal inkludering ske på arbejdspladserne — gennem jobdesign, støtte i jobbet og ordninger, der gør det værd for begge parter.
Læs mere om de finanspolitiske omkostninger ved udstødelse på InkludX Economics.
Kilde: Kåre Hagen (2026), Et bærekraftig velferdssamfunn: Veivalg og muligheter, rapport bestilt af NHO Geneo.